Orangeri

Orangeriet

Du kan skabe din egen frodige oase med middelhavsstemning i et orangeri. Det beskyttende glastag udvisker grænserne for, hvad der kan dyrkes på danske breddegrader. Du kan for eksempel høste dine egne citroner.

 

Middelhavsklima højt mod nord

Dyrkning af citrusfrugter, oliven, laurbær og en lang række andre, dejlige men desværre eksotiske middelhavsplanter er almindeligvis ikke muligt i danske haver. Men med et orangeri i haven, kan meget mere lade sig gøre.

 

Under orangeriets glas kan de sarte middelhavsvækster vokse i det klima, de er skabt til. De tåler ikke den danske vinters frostgrader, men synes godt om sommervejret i et lunt hjørne på terrassen. Derfor kan du med fordel dyrke dine middelhavsplanter i store krukker, der kan flyttes ud og ind afhængigt af årstiden.

 

Ganske som havens andre træer og buske, skal middelhavsplanterne helst have en hvileperiode, hvor væksten går i stå. Det er derfor, det sjældent lykkes at overvintre citrustræer inde i stuen. Der er simpelthen for varmt og samtidig alt for lidt lys.

 

Et isoleret orangeri med en minimumstemperatur i vintermånederne på omkring 5 grader C er det klima, der giver dig de fleste muligheder for at supplere havens beplantning med dejlige middelhavsvækster i orangeriet.

 

Dyrk dine feriefavoritter

 

Citron, Citrus limon, og andre citrusfrugter

Fint lille træ med blanke, stedsegrønne blade og blomster, der dufter fantastisk. Frugterne er op til ni måneder om at modne. Overvintres ved cirka 5 grader.

Oliven, Olea europaea

Smukt, stedsegrønt træ med sølvgråt løv. Hvide, duftende blomster i sensommeren, der kan udvikle olivenfrugter i løbet af efteråret. Tåler kortvarig let frost men overvintres bedst ved cirka 5 grader C.

 

Laurbær, Laurus nobilis

En velformet stedsegrøn busk med blanke blade, der kan bruges som krydderi i madlavningen året rundt. Kan formklippes og stammes op. Tåler kortvarig let frost men overvintres bedst ved 0-5 grader C.

Passionsblomst, Passiflora cerulea

En frodig slyngplante med fantastiske blomster, der bidrager til middelhavsstemningen i orangeriet, når rankerne får lov at klatre rundt under loftet. Overvintres bedst ved omkring 5 grader C.

 

Kamelia, Camellia japonica

En dejlig, stedsegrøn busk med skinnende, blanke blade og store smukke blomster i det tidlige forår, når man trænger allermest til dem. Der findes vinterhårdføre sorter, men de fleste tåler kun let frost og overvintres bedst ved omkring 5 grader C.

Trillingranke, Bougainvillea glabra,

En frodig, løvfældende slyngplante med en spektakulær, farverig blomstringsperiode midt på sommeren. Forbruger et minimum af vand i vinterhalvåret. Overvintres ved omkring 5 grader C.

Prøv noget nyt

Citrongræs, Cymbopogon citratis

Eukalyptus, Eucayptus gunnii

 

Granatæble, Punica granatum

Myrte, Myrtus communis

 

Hyggehjørne og planteværksted

Orangeriet byder ikke bare planter men også mennesker på et skønt klima. Havesæsonen bliver meget længere, når man kan hygge sig med de lune temperaturer i orangeriet fra det tidligste forår til langt hen på efteråret. Derfor kan det varmt anbefales at indrette en lækker hyggekrog i orangeriet.

 

I det tidlige forår danner orangeriet samtidig den perfekte ramme om et planteværksted. Her kan du arbejde med frø og stiklinger, og her kan dine forspirede småplanter vokse til i et lyst og køligt klima, der giver super gode og stærke planter til senere udplantning.

 

En gammel opfindelse

Orangeriet er populært i nutidens haver, men det er langt fra nogen ny opfindelse. Allerede sidst i 1600’tallet byggede slotte og herregårde smukke orangerier til vinteropbevaringer af citrustræer. Appelsiner – oranger – og citroner var i høj kurs, og transportmulighederne små, så ville man nyde de eksotiske frugter ved Europas hoffer, måtte man dyrke dem selv.

KUNDEKLUB

Du får særlige tilbud til kundeklubspris og nyhedsbreve på mail. Her giver vi tips og gode råd til dig og din have samtidig med, at vi fortæller om nyheder indenfor alt det grønne.

Tilmeld