Haven er den bedste legeplads, dine børn kan få. Her møder de naturens små mirakler i børnehøjde
og bliver klogere på verden i trygge, grønne rammer.
Hvis du er en af dem, der synes, dine børn tilbringer for meget tid foran skærmen, så inviter
dem med ud i haven. Du skal ikke forvente, at de vil hjælpe med at slå græs eller klippe hæk.
De skal have plads til at boltre sig, blive snavsede og blive lidt væk i hemmelige huler og skjulte
gange.
Gør haven børnevenlig
Havens indretning har stor betydning for, om børnene føler sig velkomne i haven og dermed
har lyst til at lege der. Der må helst ikke være for pænt, og det må helst ikke skinne igennem,
at du er bange for, at de ødelægger dit nyplantede blomsterbed. En have med mange rum er
en god løsning, der giver plads til både børn og voksne.
Gå i planteskole i haven
I havens planteskole kan børnene lære, hvor maden kommer fra, og hvor vigtige planterne
er for, at vi alle sammen kan gå mætte i seng. Dyrk frugt, bær og grøntsager som ungerne er
vilde med og sørg for at give dem ansvar for børnevenlige projekter. De vil med garanti gerne
hjælpe med såning, plantning, vanding og høst, mens ukrudtslugning nok ikke holder interessen
fanget ret længe.
Børenes egen have
En have eller et højbed, som børnene selv råder over, er et hit. Her kan de dyrke præcist,
hvad de har lyst til og opleve, hvordan et lille frø kan blive til en lækker gulerod, eller hvordan
en tør pind efter vinteren springer ud med blomster og blade og siden lækre frugter, der må
spises direkte fra træet.
Hjælpsomme unger
De fleste børn vil også rigtig gerne hjælpe far og mor i haven. Sådan at forstå, at de gerne vil foretage sig noget sammen med forældrene og tale om alt det, de oplever. Derfor er miniatureudgaver af de voksnes redskaber altid et hit. Så kan man gå til hånde og helt sikkert gå i vejen, men det er super hyggeligt for begge parter og en rigtig god start på et liv med forståelse for, at der er en verden uden for skærmen.